Jeg har siden 2007 arbejdet med unge mennesker i uddannelsessystemet og har derfor fået mulighed for at opnå indsigt i mange af ungdommens udfordringer både når det gælder uddannelse og fremtid, men også når det vedrører psykologiske forhold og socialt liv. Når jeg har unge i forløb, er jeg interesseret i deres livsverden og hvilken rolle de oplever at have i deres nære relationer. Derfor inddrager jeg, i det omfang det er muligt, også familien. Min klare overbevisning er, at ”når én i familien har det svært, har alle det svært, og når én i familien får det bedre, får alle det bedre” Dog er det ikke alle unge der ønsker at have familien inddraget, og det respekterer jeg fuldt ud.
ADHD har, siden jeg skrev speciale om emnet i 2011, interesseret mig, da diagnosen begyndte at fylde meget for år tilbage. Jeg har sidenhen talt med mange unge og voksne med diagnosen og har på den måde fået et indblik i, hvordan forskellige menneskers oplever at leve med ADHD. Ikke to mennesker er ens, men mange har gavn af nogle af de samme strategier for at opleve trivsel og balance i hverdagen. Gennem et terapeutisk forløb kan du opnå større forståelse for dig selv, dine mønstre og ikke mindst få skabt mere klarhed over dine ønsker og behov.
Jeg har tavshedspligt, også selvom du er under 18 år, hvilket betyder, at vi taler i et fortroligt rum, hvor du som klient kan forsikres om, at jeg ikke videregiver oplysninger. (I særligt kritiske og bekymrende omstændigheder, kan jeg dog se mig nødsaget til at bryde tavshedspligten for at passe bedst muligt på dig som klient).